Case: Albani Fonden

Iben Lindhardt er forkvinde for Albani Fondens bestyrelse og advokat hos Atlas Ellebye Advokater. Hun ser digitalisering som en nødvendighed og ser frem til at få samlet alt i ét system så bestyrelsen kan koncentrere sig om kernen i fondsarbejdet.

Albani Fonden
Stiftet: 1956
Gennemsnitlig årlig uddeling: 4 millioner kr.
Formål: Yde støtte til social-filantropiske formål i Region Syddanmark
Primære støtteområder: Kunstneriske, kulturelle, historiske og humanitære formål, samt spejdere og idrætsforeninger.

Iben Lindhardt fra Albani Fonden

Efter at have ydet generøs støtte til kulturelle og sportslige formål op gennem 40’erne og 50’erne, besluttede Albani Bryggerierne i 1956 at stifte Albani Fonden. Fonden yder støtte til formål i Region Syddanmark og uddeler i omegnen af 4 millioner kroner årligt. Efter en stigende efterspørgsel i bestyrelsen har fonden besluttet at digitalisere ansøgningshåndteringen i samarbejde med Grant Compass.

“Vi har indtil videre brugt et ansøgningssystem, som blev skabt af en studerende fra SDU tilbage i IT’ens barndom. Ansøgningerne er kommet ind herigennem, men er efterfølgende forelagt bestyrelsen i fysisk format med de relevante bilag, og arbejdet har generelt været meget håndholdt. Det er ikke så fleksibelt og honorerer ikke den lovgivning, der er kommet i de senere år” siger Iben Lindhardt, forkvinde for bestyrelsen og advokat hos Atlas Ellebye Advokater.

Iben Lindhardt har en bred erfaring inden for fondsarbejde, og hun ser digitalisering som en kærkommen udvikling i fondsbranchen.

“Selv for mindre fonde er en digital ansøgningshåndtering et godt redskab. Det gør fondsarbejdet mere agilt, generationsskifte vil være nemmere, og når man som vi arbejder "con amore", så er det vigtigt, at vi også respekterer bestyrelsens tid. Derudover kan det være vanskeligt at være på et fælles ajourført vidensniveau, når alt går gennem personer og ikke systemer.”

Selvom Albani Fonden ser frem til digitaliseringen, er det vigtigste for Iben og den øvrige bestyrelse, at selve kernen i fondsarbejdet ikke går tabt i den digitale proces. “Det er gennem bestyrelsesmøderne og mødet mellem mennesker, at vi bliver klogere. Man kommer måske til bestyrelsesmødet med nogle forudindtagede holdninger om ansøgningerne; men på grund af den diversitet der meget gerne skulle være i enhver bestyrelse, får man tilført nye input som bunder i folks forskellige baggrunde, kvalifikationer og geografiske kendskab. Det er på den måde, vi når frem til det rigtige resultat. Det kan en maskine ikke klare.”

Med bestyrelsesmøderne lagt i kalenderen og en nu snart fuldt digitaliseret ansøgningshåndtering, er Albani Fonden klar: “Det bliver fantastisk, at vi kommer til at få al den viden og den håndtering samlet ét sted. Et sted, hvor det til stadighed kan udvikles efter behov og efter eksterne krav, men også genfindes i arkivet. Det bliver rigtig godt.”